To varevogne stødte frontalt sammen: En dræbt

En 36-årig mand har torsdag aften mistet livet i forbindelse med et trafikuheld ved Horsens, hvor to varevogne stødte frontalt sammen på Vestvejen ved Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den dræbte person sad bag rattet i den ene varevogn.

Føreren af den anden varevogn - en 43-årig mand - er kommet alvorligt til skade og bliver torsdag aften overført til Aarhus Universitetshospital. Den 43-årige skulle dog være uden for livsfare, oplyser politiet.

Politiet er i øjeblikket ved at efterforske, hvordan de to varevogne kunne støde sammen. Alarmcentralen fik meddelelsen om sammenstødet klokken 18.45 torsdag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip