Varmen kan drille Copenhagen Marathon

Det er lidt færre deltagere end sidste år, da 12.200 løbere havde tilmeldt sig maratonløbet. Men det var ikke dem alle, der nåede over målstregen. Kun 9.433 personer gennemførte sidste år. De resterende deltagere gav op under løbet, der var præget af en varmebølge, der sendte temperaturerne op over 22 grader i København.

Der kan være lagt op til en gentagelse søndag, da meteorologerne også her venter høje temperaturer.

»Vi er opmærksomme på, at det kan gå hen og blive varmt. Derfor gør vi en stor indsats for at fortælle folk, at de skal drikke rigeligt, både før, under og efter løbet, og at de ikke skal have for meget tøj på,« siger direktør Dorte Vibjerg fra Sparta Løb, der står bag Copenhagen Marathon.

Der er tradition for, at løbet følges af tusindvis af tilskuere, der blandt andet tager opstilling ved Rådhuspladsen, Vester Voldgade og H.C. Andersen Boulevard. En app til smartphones gør det muligt for tilskuerne at få en præcis angivelse af, hvor »deres« løber er under løbet, så man kan tage opstilling et bestemt sted og heppe.

I år er der gjort en ekstra indsats for at gøre løbet til en folkefest, ikke bare for løberne, men også for beboerne i København.

»Vi har gjort en større indsats for at involvere selve byen og de forskellige bydele. Mange steder laver beboerne events, og caféer kører med diverse maratontilbud. Vi vil gerne gøre maratonløbet til en begivenhed for hele byen, ikke bare for dem, der kommer og deltager i løbet,« siger Dorte Vibjerg.

Cirka halvdelen af deltagerne kommer fra hovedstadsområdet, mens den øvrige halvdel kommer fra Jylland og Fyn samt cirka 15 procent fra udlandet. Cirka 20 procent af deltagerne er kvinder, og det svarer til samme niveau som sidste år.

Blandt favoritterne til at vinde mændenes løb er Henrik Them fra Sparta Atletik, der sidste år løb maratondistancen på 2,16,06 timer, hvilket er den hurtigste danske maratontid siden 1996.

Dagens Gossip