Varmepumper sænker ikke strømforbruget

Det samlede strømforbrug bliver nemlig ikke sænket, og blandt andet derfor er varmepumperne ikke så miljøvenlige, som troet, viser en ny undersøgelse det norske Statistisk Sentralbyrå, SSB, har lavet, skriver E24.no.

Det skyldes, at husholdninger med varmepumpe generelt har en højere indetemperatur, bruger mindre brænde og olie og tager det for givet, at varmepumpen i sig selv øger energieffektiviteten nok, til at de ikke skal tænke mere over det, konkluderer rapporten.

Husholdningerne med varmepumpe har en indetemperatur, der ligger 0,4 grader over husholdninger uden varmepumpe og undersøgelsen indikerer, at husholdninger med flere forskellige opvarmningskilder, bruger mindre strøm i gennemsnit end huse med varmepumpe.

»Dette indikerer, at det er vigtigt at have alternativer til strøm i opvarmningen gennem en kold norsk vinter for fuldt ud at kunne drage nytte af energieffektivitet som eksisterer i en varmepumpe og som har sparepotentiale,« står det i rapporten, skriver E24.no.

Adfærdsændringer i husholdningerne er den store synder, når der skal spares ved at købe en varmepumpe. Men rapporten peger dog på, at selv om besparelserne næsten ædes op af ændrede vaner, så er der stadig fordele ved at det norske folk har taget pumperne til sig i stor stil.

Energieffektiviteten er nemlig gået op, fordi der bliver brugt mindre energi på at varme rum op til en givet temperatur, på trods af temperaturen er blevet forhøjet en smule.

Men i den norske varmepumpeforening Novap er daglig leder Bård Baardsen skeptisk over for SSB's analyse og metode.

»SSB sammenligner huse med og uden varmepumpe, men et sådan udvalg af huse er ikke optimalt. SSB burde have taget større forbehold for at udvalget kan være skævt, hvis husene som i udgangspunktet havde et højt strømforbrug, er dem som installerer pumper,« siger han til E24.no.

Han henviser til tidligere undersøgelser, hvor strømforbruget er målt både før og efter i de udvalgte huse, hvor det også viser sig, at tendensen er, at folk skruer op for varmen, men ikke nok til at strømforbruget i gennemsnit går ned.

Dagens Gossip