Varmt og vådt døgn i vente

Det kommende døgn bliver både varmt og vådt. I løbet af tirsdagen kan termometret nå op på 22 grader mange steder i Danmark, forudsiger Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Bornholm og den nordlige del af Jylland når formentlig ikke så højt op, men resten af landet kan se frem til temperaturer over 20 grader,« siger vagtchef Anja Bodholdt.

I løbet af eftermiddagen trækker højtliggende skyer ind over den sydlige del af Danmark. De kommer ikke til at drukne drømmen om at spise aftensmad på terrassen.

»De højtliggende skyer betyder, at vi får lidt mere »sløret« solskin. Men i løbet af aftenen trækker rigtige skyer ind over landet. I nat vil det efterhånden være skyet i hele Danmark, og der kan komme ret kraftige byger og tordenvejr,« siger Anja Bodholdt.

Lokalt kan der komme meget vand, og DMI forudser, at det især er den sydlige del af Jylland og Fyn, der får vandet haverne:

»Den form for byger kan give nedbør i meget koncentreret form, så nogle steder kan måske godt få op til 15 millimeter nedbør,« siger Anja Bodholdt.

Dagens Gossip