Vatikanet om FN-kritik: Vi forsvarer børns rettigheder

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Vatikanet mener, at en FN-rapport om sexmisbrug af børn i den katolske kirke er forvrænget, uretfærdig og ideologisk tendentiøs.

Ærkebiskop Silvano Tomasi siger i en reaktion på en usædvanligt skarpe kritik i FN-rapporten af den katolske kirkes holdning til homoseksualitet, abort og svangerskabsforebyggelse, at verdensorganisationen ikke kan bede kirken om at ændre dens "ikke-diskuterbare" morallære.

Lederen af Den Hellige Stols (pavemagtens) delegation i FN i Genève siger til Vatikanets radio, at private hjælpeorganisationer, som går ind for homo-ægteskaber, formentlig har haft indflydelse på FN-komitéen og fået den til at forstærke en "ideologisk linje" i rapporten.

- Rapporten undlader at tage hensyn til den kendsgerning, at Vatikanet har foretaget en række forandringer for at styrke børns beskyttelse, siger Silvano Tomasi til Vatikanets radio og til tilføjer:

- Bestræbelserne på reformer er kendsgerninger - beviser, som ikke kan forvrænges.

Vatikanet understreger også, at man er optaget af at "forsvare børns rettigheder."

FN-rapporten kræver alle præster, som er kendt eller mistænkt for sexovergreb mod børn, fjernet fra deres embeder.

- Præsterne skal overgives til de civile myndigheder, skriver FN's komité for børns rettigheder i rapporten.

Vatikanet har systematisk prioriteret den katolske kirkes rygte over beskyttelse af børn mod præsternes overgreb, lyder det fra verdensorganisationen.

FN siger samtidig, at paven bør udlevere arkiver om seksuelt misbrug af titusindvis af børn, så såvel syndere som dem, der forsøger at dække over deres kriminelle handlinger, bliver stillet til ansvar.

- Præsterne er blevet flyttet fra sogn til sogn eller andre lande i forsøget på at skjule de kriminelle handlinger, siger rapporten.

Rapporten betegnes som FN's kraftigste kritik af Vatikanet nogensinde.

I en udtalelse skriver Vatikanet, at man grundigt vil nærlæse FN's rapport.

/ritzau/Reuters