Vattenfall gør vindmøllepark 2,2 milliarder billigere

- Det kommer til at give buldrende genlyd. Det er den billigste havmøllepark, du kan finde i Europa.

Det skorter ikke på superlativerne, når klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) skal beskrive den aftale, han på Danmarks vegne har indgået om byggeriet af havvindmølleparken Horns Rev 3.

- Prisen per kilowatttime er 77 øre, og det er i europæisk vindhistorie fuldstændig fantastisk. Det er 13 øre lavere, end det vi forudsatte, og det betyder, at parken bliver 2,2 milliarder kroner billigere, end vi regnede med, da vi indgik energiforliget, jubler ministeren.

Det er Vattenfall Vindkraft A/S, der har vundet udbuddet om vindmølleparken. Vattenfall-koncernen har base i Sverige og er ejet af den svenske stat.

Planen om at opføre Horns Rev 3 ud for Esbjerg blev vedtaget i energiforliget i 2012 mod støtte fra samtlige partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance.

Oprindeligt skulle parken finansieres af den såkaldt PSO-afgift, men den har mødt modstand hos EU-Kommissionen.

Derfor er der også en væsentlig betingelse i den nye kontrakt.

- Vi prøver at finde en permanent ordning omkring PSO-afgiften sammen med kommissionen, og det ligger i kontrakten, at den bortfalder per 15. juli i år, hvis den ikke er på plads, forklarer Rasmus Helveg Petersen.

Han erklærer sig fortrøstningsfuld omkring mulighederne for at få finansieringen på plads og fremhæver, at en realisering af Horns Rev 3 vil skabe 7000 arbejdspladser i anlægsfasen.

Parken ventes klar til at levere de første megawatt i 2017 og skal ved den planlagte færdiggørelse i 2020 kunne levere en effekt på 400 megawatt svarende til el-forbruget for 400.000 husstande.

- Det er mere end en tiendedel af al vindmøllekapacitet, vi har i Danmark i dag, som kommer til at stå i den park, konstaterer Rasmus Helveg Petersen.

/ritzau/

Dagens Gossip