Vejle Boldklub er endeligt reddet

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

Vejle Boldklub er i mål med sin redningsplan. Det skriver klubben i en børsmeddelelse fredag. En ekstraordinær generalforsamling forventes afholdt 3. november.

- Den sidste hurdle er nu faldet på plads, og dermed er der givet fuldmagter, således at en ekstraordinær generalforsamling, som forventes afholdt den 3.11.2014 kl. 9.00, kan gennemføres med det ene formål, at der kan tegnes A-aktier, lyder det i børsmeddelelsen.

Personerne, som skal sidde i holdingselskabets bestyrelse, er også allerede fundet, så de kan stemmes ind på den ekstraordinære generalforsamling.

Vejle Boldklub meldte for få uger siden ud, at klubben manglede 20 millioner kroner og var truet af konkurs.

Nye investorer meldte sig med i alt 18 millioner kroner, og tidligere i denne uge fik klubben også forhandlet aftaler på plads med de nuværende kreditorer, som fraskrev sig gæld.

- Vi har nu skabt et stærkt fundament for VB i fremtiden, og nu skal dette udmønte sig i, at selskabet viderefører sin målsætning om på sigt at have topfodbold i regionen samt få knyttet stærke bånd mellem moderselskab og elite og derigennem løfte i flok, siger Lars Skou, som er afgående bestyrelsesformand i klubben.

Klubben oplyser endvidere, at det vil være muligt for yderligere investorer at tegne A-aktier, men der skal dog som minimum tegnes for et beløb på 500.000 danske kroner af de enkelte aktionærer.

/ritzau/