Vejle Boldklub er solgt til moldovisk forretningsmand

Skrevet af admin

28/06/2016

Dagens topnyheder

Vejle Boldklub har solgt majoriteten af aktiekapitalen i VB Alliancen A/S til Andrei Zolotko, oplyser klubben i en pressemeddelelse

Zolotko er 30 år og fra Moldova og har købt hovedparten af aktierne i den traditionsrige fodboldklub, mens Klaus Eskildsen Holding ApS sidder på resten.

Sammen med sin forretningspartner, Jin Chang, udgør Andrei Zolotko to femtedele af den nye bestyrelse.

Derudover er advokat Flemming Jensen hentet ind som formand, mens Gert Eg og Klaus Eskildsen er tilbageværende fra den tidligere bestyrelse.

- Hvis Zolotko var diktator, kunne han bare sætte sit eget hold, men hvis man ser på bestyrelsessammensætningen, så er både Gert og Klaus med fra det gamle hold, siger Flemming Jensen

- Zolotko kommer udefra og kan bidrage med erfaring fra denne verden om, hvordan man får en fodboldklub op at køre. Men vi har i høj grad brug for folk, der kender klubben og dagligdagen, siger den nye bestyrelsesformand.

I første omgang hedder det, at man vil etablere "et nyt, sundt og bæredygtigt setup i 1. division".

Hvis man håber på vidtløftige målsætninger om hurtig oprykning og medaljer, kommer man forgæves til den nye Vejle-bestyrelse.

- Det er ikke det, det drejer sig om nu. Det handler om, at vi er i den næstbedste række, og vi skal lave en god økonomi og et godt fodboldhold. Det hold skal ikke starte med at have et stort pres på sig.

- Det tager typisk tre år at få spillet et fodboldhold sammen. Det kan da godt være, man kan gøre det på to år. Men at starte med at sige, at holdet skal rykke op, det er totalt urealistisk, siger Flemming Jensen.

Oplysningerne om Andrei Zolotko er foreløbig sparsomme. Han er primært bosiddende i London, men rejser meget rundt og har planer om at bo i Vejle-området i perioder.

Desuden beskrives han i pressemeddelelsen som en mand med "et indgående kendskab til fodboldverdenen samt et kæmpe netværk".

Direkte adspurgt kan Flemming Jensen dog ikke kaste yderligere lys over, hvor den nye klubejer har erhvervet sine fodboldkundskaber.

- Det er de cirkler, han har bevæget sig i i mange år. Det er derfra, det kommer, siger Flemming Jensen.

Andrei Zolotko kommer ikke med et langt cv med forskellige roller i fodboldverdenen.

- Ikke hvad jeg ved af. Han er en person, der holder sig meget i baggrunden, siger Flemming Jensen.

Vejle Boldklub kiksede oprykning til Superligaen i den forgangne sæson, hvor det i stedet blev til en femteplads i landets næstbedste fodboldrække. Det betød, at man enten skulle finde en investor eller tilpasse økonomien til et lavere niveau.

/ritzau/