Vejle Boldklub forlænger med Jeppe Hansen

Vejle Boldklub har forlænget kontrakten med den 17-årige midtbanespiller Jeppe Hansen, der til daglig spiller på VB’s U/19-Ligahold, så den unge sønderjyde nu er på kontrakt til sommeren 2016.

U/18-landsholdsspilleren debuterede på VB’s førstehold i sæsonpremieren og har fået spilletid i DBU Pokalen, hvor det er blevet til to langskudsmål.

Talentchef Lasse Christensen glæder sig over forlængelsen med midtbanetalentet:

- Jeppe Hansen er en rigtig spændende spiller. Han er trods sin størrelse en aggressiv midtbanespiller og en rigtig dygtig presspiller med en fin hurtighed. Han har ved flere lejligheder vist prøver på sin sparketeknik blandt andet med to langskudsmål i DBU Pokalen. Jeppe Hansen er en lærevillig og ydmyg spiller, der samtidig har en god udstråling, siger Lasse Christensen.

Jeppe Hansen står noteret for fire ungdomslandskampe for Danmark.

Dagens Gossip