Vejle-boss: Spillerne bærer også skyld for trænerfyring

Skrevet af admin

24/04/2016

Mest læste i dag

Fodboldspillerne i Vejle Boldklub bærer også sin del af skylden for, at Klebér Saarenpää søndag blev fyret som cheftræner i klubben.

De seneste to kampe er blevet tabt, og spillerne har været bange for at spille. Det siger formand for klubbens sportslige udvalg, Gert Eg.

- Jeg mener, at de præstationer, der har været kendetegnende for de sidste par kampe, har været af en sådan karakter, at spillerne, som vi egentlig synes indeholder meget mere, har været en form for blokeret.

- De har været låste, de har ikke rigtig turdet spille. Der har været en dyne lagt ned over dem, synes jeg. Det har vi ikke rigtig kunnet komme ud af.

- Det har vi snakket med Klebér om, og vi har set, hvilke redskaber vi har tilbage. Vi har trænet og lavet alle de ting, som vi burde, men vi må erkende, at nu kan vi ikke gøre mere, og der skal noget andet til at bringe os ud af den situation, siger Gert Eg.

Spørgsmål: Er det også et signal til spillerne om, at de også bærer en del af skylden for den her fyring?

- Det er det helt klart. Det er spillerne heller ikke i tvivl om, tror jeg.

- Jeg deltog selv i et møde med dem her til morgen, og de var helt klart berørte af situationen, fordi de har haft et godt forhold til Klebér og har haft respekt for hans personlighed og faglighed.

- De har forståelse for, at klubben må reagere på de her ting. Og så må vi håbe på, at tingene bliver taget afgørende op, og de yder den ekstra indsats, som er nødvendig, siger Gert Eg.

Han slår samtidig fast, at der ikke bliver ansat en ny cheftræner på den her side af sommerferien. Derfor er det Vejles sportschef, Steen Thychosen, som skal føre holdet gennem sæsonens sidste seks kampe.

- Steen kender spillerne og gamet, og så har han troen på, at det her kan lade sig gøre. Så håber vi på, at han sammen med spillerne kan bringe os betydeligt tættere på målet.

Spørgsmål: Forventer du, at han rykker jer op i Superligaen?

- Jeg forventer ikke noget som helst, ud over jeg forventer, at vi præsterer anderledes de sidste seks kampe, end vi har gjort på det seneste, siger Gert Eg.

Vejle har to point op til Silkeborg, som ligger tredjepladsen, der giver oprykning til Alka Superligaen. Silkeborg kan senere søndag udbygge forspringet til fem point med en sejr over Næstved.

/ritzau/