Vejle henter AIK Stockholms mangeårige træner

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

Det bliver den svenske træner Andreas Alm, der fremover skal stå i spidsen for Vejle Boldklub i 1. division.

43-årige Alm har senest været ansat i AIK Stockholm, hvor han var cheftræner fra 2011 frem til maj i år, hvor han blev fyret.

Vejles sportschef, Steen Thychosen, vurderer, at klubben har fundet den rette mand.

- Vejle Boldklub ville ikke før 1. juli have haft muligheden for at kunne tiltrække sådan en trænerkapacitet som Andreas Alm, siger Thychosen til klubbens hjemmeside.

- Derfor glæder det mig utrolig meget, at vi nu er kommet i mål med en toårig aftale. Nu begynder det lange seje træk med at bygge på lag for lag.

- Jeg ser frem til at opleve Andreas på træningsbanen. Han ved, hvad det handler om, siger sportschefen.

Det er blot en uge siden, at den moldoviske forretningsmand Andrei Zolotko købte sig ind i Vejle, der var presset på økonomien efter flere års mislykkede forsøg på oprykning til Superligaen.

Vejles plan er i første omgang at bygge et bæredygtigt koncept op i landets næstbedste fodboldrække. Den opgave er Andreas Alm frisk på.

- Vi starter på en blank side nu i en af Danmarks mest traditionsrige fodboldklubber.

- Nu skal vi sætte en trup sammen på kort tid. I det arbejde er det vigtigt for mig, at vi har tålmodighed. Der er ikke nogen let eller simpel vej til succes, siger Alm.

/ritzau/