Vejle kommune forbyder al færdsel på fjorden

Strømninger, tidevand, bropæle og meget andet medvirker til, at isen flere steder er tynd, og det er umuligt at se hvor.

For sikkerhedens skyld er Vejle Kommune derfor nødt til at forbyde al færdsel på offentlige søer og på fjorden.

Når frosten bider i længere perioder, som den har gjort de sidste par uger, kommer der is på søerne og på fjorden. Selv om isen virker hård når du tramper på den, så stol ikke på den!

Under fjordisen kan små strømninger, tidevandet og den friholdte sejlrende, få isen til at knække og slå revner.

På søerne er det væld og gennemstrømning, der resulterer i revner og små huller i isen. Her kan den ikke bære hverken dyr eller mennesker.

Vejle Kommune sætter ikke forbudsskilteskilte op. Der sættes kun skilte op, hvis kommunen tillader færdsel.

Hold hunden i snor
Hvert år mister hunde livet, fordi de løber ud på isen og falder igennem. Og ikke nok med det – risikoen for ulykker stiger, når ejeren forsøger at redde hunden fra at drukne, det er nemlig ikke usædvanligt, at hundeejere sætter livet på spil for at redde familiens hund.

Så pas på din hund – hold den i snor, akkurat som når du færdes i trafikken.

Marias plads er åben
På den udendørs skøjtebane Marias plads i Vejle by er isen altid sikker. Skøjtebanen har åbent hver dag pånær i tidsrummet kl. 8-10, hvor banen gøres klar til en ny dag.
Du kan læse mere om Marias Plads på www.oplev.vejle.dk.

Gode råd
• Gå kun ud på isen hvis det er skiltet, at den er sikker
• Snak med børnene om faren ved at færdes på isen
• Husk altid en mobiltelefon – så kan du ringe 112, hvis ulykken alligevel indtræffer
• Ser du nogen, der er faldet gennem isen, læg dig ned på maven og kast en redningskrans, et stykke tøj, en gren eller andet, de kan hive sig op med, - ræk ALDRIG armen ud
• Slip aldrig hunden fri nær søer, fjorden eller havnen
• Bevæg dig aldrig ud på isen til en forulykket hund

Dagens Gossip

Dagens TV