Vejle Kommune runder snart 109.000 indbyggere

Skrevet af Elo Christoffersen

03/01/2013

Dagens topnyheder

Der er mange positive signaler, der peger fremad for Vejle Kommune her ved starten af 2013.

- Der er godt gang i væksten - både når det gælder nye byggerier og indbyggertallet, fortæller borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

Vejle har øget indbyggertallet med 882 borgere i 2012 til i alt 108.930. Dermed ligger væksten over landsgennemsnittet. Det viser den foreløbige befolkningsstatistik for 2012.

Byggekranerne har travlt i Vejle, og der er gang i op imod 50 byggeprojekter for over 10 milliarder kroner. Udover nye erhvervsdomiciler og vejprojekter er der rigtig mange nye boligbyggerier, som skal tiltrække endnu flere borgere til kommunen. Og det gør de. For eksempel kommer 25 procent af beboerne i de nye attraktive boliger i Juulsbjergparken i Bredballe fra andre kommuner. Mange nye attraktive boligbyggerier er på vej i 2013 - blandt andet den helt nye bydel på havnen med boliger, ny lystbådehavn , klubø og flydende kajakklub.

Nye borgere i Vejle Kommune får en velkomstmappe med tilbud om at hente en Vejle-pose hos VisitVejle med en række gode tilbud. Som noget nyt tilbyder kommunen også forskellige busture for tilflytterne et par gange om året.