Vejle Musikteater: Stand-up af høj kaliber med Comedy ZOO

Comedy ZOO On Tour er en landsdækkende turné, hvor FBI (Funny Business Inc.) hver måned sender et hold af deres komikere ud på de små klubber i det ganske land.

Comedy ZOO On Tour giver publikum lejlighed til at opleve en række af landets sjoveste komikere lokalt i intime og hyggelige rammer – præcis som på Comedy ZOO i København.

Der er virkelig tale om ”back to basics” og touren bliver betragtet som en institution inden for uddannelsen af stand-up komikere – ikke blot for de yngre komikere, men i høj grad også for de mere garvede drenge og piger.

I den meget nære kontakt til publikum, som man finder på intimscenerne, bliver komikerne konstant tvunget ud i at omstille sig og spille med på de reaktioner, de møder.

Marts måneds Comedy ZOO on Tour
Dette sker også når Carsten Eskelund og Jacob Tingleff starter turneen i Vejle med alt fra dagligdags iagttagelser til velovervejede pointer og spidsfindigheder fra deres eget liv.

De er begge kendt for den mere eftertænksomme humor, serveret på brillant vis, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Carsten Eskelund:
3 år er gået siden Carsten Eskelund sidst har rejst rundt i landet med Comedy ZOO on Tour. I 2012 kom han med sit længe ventede one man show ”Sådan en man selv griner af” og der er allerede planlagt 8 shows i København i 2013.

Herudover kender vi ham fra DR2s ”Quiz i en hornlygte”, hvor han kompromisløst underholder på den begavede måde og hvor man som seer altid bliver ladt klogere tilbage.

Sammen med Troels Malling drømmer han om snart at kunne præsentere ”Comedy Radio”, hvilket forhåbentlig bliver en realitet inden længe.

Jacob Tingleff:
I 2012 udsendte Jacob Tingleff sit one man show ”Guide Til Parforhold,” som tager udgangspunkt i parforholdets syv stadier.

Jacob Tingleff leverer ikke stand up i metermål. Hans shows er eftertænksomme og altid nytænkende. Han er velovervejet og meget ærlig, hvilket betyder at publikum altid får et stort indblik i Tingleffs liv.

Denne aften vil garantere skæve vinkler og filosofiske betragtniger over livet.

Oplev Comedy ZOO on Tour, i Vejle Musikteater, lørdag den 2. marts, klokken 20 i Jacob Gade Salen.

Dagens Gossip