Vejle og Vendsyssel deler i Nørreskoven

Der var vaskeægte topkamp i den næstbedste danske fodboldrække, da Vejle Boldklub lørdag eftermiddag tog imod Vendsyssel FF.

Opgøret endte 1-1 mellem de to jævnbyrdige mandskaber, der begge har ambitioner om at rykke op i Alka Superligaen, og som måske af samme grund havde stor respekt for hinanden.

Den 21-årige midtbanespiller Hakan Redzep bragte Vejle foran med 1-0 på et drøn af et skruet langskud efter 32 minutters spil. Det var en sand perle på Vejle Stadion, som er placeret midt i Nørreskoven.

Men Vendsyssel fik svaret flot igen i anden halvleg. Rune Frantsen udlignede til 1-1, da den 23-årige offensivspiller kom alene igennem og scorede efter en time.

Med det uafgjorte resultat fører Vejle 1. division med 18 point efter ti kampe. Men både Lyngby og Vendsyssel har også 18 point - dog med en dårligere målscore.

Til gengæld har Lyngby og Vendsyssel begge spille en kamp færre end Vejle. De tre hold indtager de tre øverste pladser og står lige nu til at rykke op i Superligaen.

/ritzau/

Dagens Gossip