Vejle skal finde 10 millioner inden midnat

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Der skal arbejdes hurtigt, hvis traditionsklubben Vejle Boldklub skal undgå konkurs.

Klubbens ledelse fortæller i en børsmeddelelse, at man kun er halvt i mål i kampen for at redde sig fra konkurs, og man har sat en deadline tirsdag aften klokken 23.59.

Den nuværende investorkreds har tilbudt at skyde 10 millioner kroner ind i selskabet, men der mangler derudover yderligere 10 millioner, hvis klubben skal fortsætte med et tilstrækkeligt økonomisk fundament.

- På nuværende tidspunkt er det ikke lykkedes at finde en investor til de resterende 50 procent A-aktier, ligeledes svarende til 10 millioner kroner, og findes denne ikke i dag inden midnat, vil selskabet indgive konkursbegæring, hedder det i meddelelsen.

Hvis redningsplanen gennemføres, skulle det gerne resultere i en styrkelse af 1. holdet og talentudviklingen.

/ritzau/