Vejle undgår konkurs: Arbejder videre med redningsplan

Skrevet af admin

01/10/2014

Mest læste i dag

Vejle Boldklub oplyste sent tirsdag aften, at investorer har givet tilsagn om at tilføre otte millioner kroner. Klubben arbejder derfor videre med en redningsplan i løbet af denne uge.

Tidligere tirsdag fortalte Vejle, at klubben manglede 10 millioner kroner for at undgå konkurs, og nu er der kommet en del penge i sigte.

- VB's bestyrelse er glade for at kunne meddele, at det er lykkedes at få tilsagn fra en interim investorgruppe, der ønsker at være anonyme om, at de erhverver A-aktier og derigennem yderligere tilfører otte millioner kroner til selskabet.

- Bestyrelsen og den investorgruppe, der tidligere har givet tilsagn om yderligere 10 millioner kroner vurderer, at selskabet/klubben skal fortsætte på dette grundlag, skriver Vejle i en fondsbørsmeddelelse.

I alt er der nu kommet tilsagn om en kapitaltilførsel på 18 millioner kroner til Vejle, som dermed fortsat mangler to millioner kroner.

En forudsætning er dog, at der gennemføres akkorder med kreditorer, samt at Vejle generhverver en væsentlig del af transferrettighederne til spillerne, oplyser klubben.

- Hvis dette over de kommende par dage falder på plads, vil Vejle være reddet og kan påbegynde den plan, som den nuværende, smalle investorkreds er ved at finpudse, skriver Vejle.

Vejle fortæller, at bestyrelsen nu fortsætter, men at der i løbet af den kommende tid vil ske tilpasning, således at bestyrelsen afspejler de kommende A-aktionærer.

- En god dag for Vejle Boldklub, hvor vi gik et vigtigt skridt fremad, men der er stadig mange ting, der skal falde på plads, før vi er i mål, siger den afgående bestyrelsesformand, Lars Skou.

I den kommende uge bliver der arbejdet videre med redningsplanen for Vejle.

- Vi håber i løbet af den resterende uge at få afklaret de enkelte omtalte forudsætninger og derefter få tilført kapital og igen drive forretning på normale vilkår.

- Selskabet forventer at fremlægge planen for fremtiden inden for den kommende måned, hvis missionen lykkes, lyder det.

/ritzau/