Vejledere: Vi sender ikke for mange på gymnasiet

»Lad os da glæde os over, dem der gennemfører gymnasiet og så kigge på, hvad de kan bruge den uddannelse til. Det kan godt være, at de så ikke kan komme ind som psykolog eller læge, men der bliver åbnet en del andre døre, som måske kunne være interessante,« siger formanden for Ungdommens Uddannelsesvejledning, Mark Jensen.

DEA har lavet analyser på baggrund af oplysninger foretaget blandt 1.546 folkeskoleelever på 9. og 10. klassetrin. De viser, at hver fjerde skoletrætte afgangselev har drømme om at få en lang akademikeruddannelse, skriver Kristeligt Dagblad.

»En af hovedkonklusionerne er, at en fjerdel af de allermindst motiverede for at gå i skole ser sig selv tage en gymnasialuddannelse og efterfølgende en universitetsuddannelse. Det er tankevækkende. Der er noget, der tyder på, at de unges forventninger til deres egne evner er urealistiske, og de har derfor behov for, at nogen taler mere direkte til dem,« siger administrerende direktør for DEA Stina Vrang Elias.

Ifølge Mark Jensen finder der en grundig vejledning sted mellem de lokale uddannelsesvejledere, lærerne på landets folkeskoler, eleverne og deres forældre.

»Der findes ingenting, som ikke kan gøres bedre. Men jeg synes faktisk, at med de ressourcer og den organisering der er, er der en rigtig god vejledning til unge på vej ud af folkeskolen. Vejledningen foregår i dialog mellem UU-vejlederen og skolens lærere. Så inddrager vi selvfølgelig eleven og forældrene der, hvor der er en kurs, som vi føler ikke hænger sammen med, at de vælger at gennemføre en ungdomsuddannelse,« siger Mark Jensen.

Dagens Gossip