Vejlenser dømt for at hylde Breiviks terror

En 43-årig nordmand bosat i Vejle er torsdag idømt en betinget straf på 60 dages fængsel for offentligt at have billiget terroristen Anders Breiviks angreb i Oslo og på Utøya i juli 2011. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Manden er dømt for at have skrevet på Anders Breiviks Facebook umiddelbart efter terrorangrebene. Manden skulle have skrevet:

"Vi elsker dig, Anders Breivik. Stå på hail and kill manowar".

Den slags er ifølge Retten i Kolding en overtrædelse af straffelovens paragraf 136, som forbyder, at man i offentlighed udtrykkeligt billiger en terrorhandling.

Manden er derudover dømt for at tilvejebringe falsk bevis. Det falske bevis består i en sms-besked, som peger på manden selv som medskyldig i terrorangrebene.

Sms'en blev sendt til Anders Breivik den 22. juli 2011 umiddelbart efter bombesprængningen i Oslo og massemordet på Utøya.

- 22.07.2011 kl. 12.45. Stå på Anders, med venlig hilsen fra din ven.

Den falske dato skulle få politiet til at tro, at den nu dømte mand var medskyldig i terrorangrebene.

Manden er desuden dømt for overtrædelse af våbenloven, fordi han i 2009 lod sig fotografere med en M95 militærriffel i en opgang i Østergade i Vejle. Billedet blev senere brugt på mandens Facebook-profil.

Den dømte overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV