Vejlensisk tagdækker slæber 3F i retten for injurier

Tagdækker Claus Pedersen fra Børkop vil have 3F dømt for ærekrænkelse i forbindelse med en episode ved konflikten mod vejlegården i Vejle. 3F beskylder tagdækkeren for at påkøre en blokadevagt ved Restaurant Vejlegården. Men Claus Pedersen vil have 3F-formand Martin Jensen dømt for æreskrænkelse. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Sagen kommer for retten godt et år efter sagens begyndelse, nemlig den 13. maj næste år.

Det var fredag den 13. april i år, hvor Claus Pedersen var til et forkostmøde på Vejlegården. Efter mødet ville han køre sin firmabil væk fra restauranten. I den forbindelse påkørte han et blokadebanner, der var placeret bag hans bil og 3F nægtede i følge tagdækkeren at flytte banneret.

3F's blokadevagter - blandt dem gruppeformand Henning Troelsen - har dog en noget anden opfattelse af forløbet, og det fik 3F's formand, Martin Jensen, til at udsende en pressemeddelelse med overskriften "Blokadevagt påkørt ved Restaurant Vejlegården". Pressemeddelelsen blev viderebragt i flere lokale medier, og tagdækkeren mener, at pressemeddelelsen krænker hans ære.

3F politianmeldte Claus Pedersen for påkørslen. Politiet efterforskede sagen, men fandt intet grundlag for noget strafbart. Den samme konklusion kom statsadvokaten til.Tagdækkerens advokat, Michael Baruah, krævede derfor, at 3F trak tre udtalelser i pressemeddelelsen tilbage og betalte en tort på ikke under 15.000 kroner til tagdækkeren. Det afviste 3F, og derfor ender sagen nu i retten.

Pressemeddelelsen fra 3F Vejle findes fortsat på afdelingens hjemmeside.

Dagens Gossip