Vejlensiske AVU-elever trives bedst

Hvert år evaluerer de danske VUC-kursister deres skoler i en landsdækkende sammenlignende kvalitetsundersøgelse. Resultatet af 2012-evalueringen er netop udkommet, og de vejlensiske kursister på Almen Voksen Uddannelse har evalueret VUC i Vejle som landets bedste, når det handler om elevtrivsel.

Almen Voksen Uddannelse (AVU) bruges af voksne, der i sin tid gik tidligt ud af folkeskolen og derfor ikke fik folkeskolens afgangsprøve. Kursisterne på AVU kommer ofte med erfaringer fra folkeskolen, som ikke er specielt positive. Derfor arbejdes der meget med elevtrivsel på alle landets VUC´er.

Der er mange ting, som har indflydelse på elevtrivsel. F.eks. kan nævnes organisering af undervisningen og selve undervisningen – men vigtigst af alt er underviserne.

- Vi er rigtig stolte af vore undervisere, som evner at tilrettelægge en undervisning, som opleves nærværende og relevant for de voksne kursister, hvilket er altafgørende for elevernes trivsel, siger Ulrich Skytte, uddannelseschef på Campus Vejle, og fortsætter:

- Vores undervisere føler stort ansvar for at få kursisterne til at afslutte med en eksamen og komme videre i livet. Kursisterne skal opleve, at de får den chance på VUC, som de måske ikke fik i folkeskolen.

Den samlede score for elevtrivsel på AVU i Vejle var 77 ud af 100 point i undersøgelsen. Landsgennemsnittet, som er sammenfaldende med den gennemsnitlige trivselsscore for VUC´erne i Region Syddanmark, er 69 ud af 100 mulige point.

Dagens Gossip