Vejret: 2013 rundes af med regn og mildt vejr

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

Den sidste weekend i 2013 kommer mest af alt til at minde om efterår med milde temperaturer, mange skyer, regn og blæst, der kan mærkes.

Der er fortsat ikke udsigt til frost hverken i dag- eller nattetimerne. Først tidligt mandag morgen kan temperaturerne komme ned i nærheden af nul.

Temperaturerne ligger i dagtimerne mellem fem og otte grader de næste tre dage, og i nattetimerne falder de kun ganske lidt, så de holder sig over frysepunktet, fortæller vagtchef Jørn Thomsen fra DMI.

Bilisterne i det østjyske eller andre steder i landet bør ikke frygte en gentagelse af kaosset anden juledag, da mange bilister havnede i harmonikasammenstød som følge af tæt tåge.

Især fredag bliver meget blæsende og tung af nedbør. Bornholmerne vil dog først få regnen at mærke fredag aften.

- Der ligger noget regnvejr ude over Nordsøen, som kommer ind over Vestkysten ved 8-9-tiden. Det går så ind over resten af landet i løbet af fredagen, men inden kan der godt komme en smule solskin i den østlige del, siger Jørn Thomsen.

Vinden tager også til - ganske kraftigt endda - med op til kuling fra syd. Ved kysterne op til hård kuling. Ude vestpå kan der være vindstød i stormstyrke-kategorien.

- Men det bliver slet ikke i nærheden af de vindstød, vi målte under Bodil-stormen, understreger Jørn Thomsen.

Lørdag kommer der regn af og til i den sydlige og østlige del, men der vil være lidt solskin mod nordvest. Søndag bliver mere lys med solskin rundt omkring i landet.

/ritzau/