Vejret skaber kaos på vejene

Den dårlige sigtbarhed og det glatte føre skaber problemer. Flere steder er der sket trafikulykker.

En af ulykkerne skete på Næstvedvej ved Præstø, da en bilist mistede herredømmet over sin bil.

- I det glatte føre er en personbil kørt mod et træ, hvilket har udløst airbaggen. Vi vælger at skære personen fri, men forulykkede ser ikke ud til at have fået større skader. Vi har efterfølgende kørt hende til rutine tjek på Køge Sygehus, fortæller Bjarne Olsen fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi til eb.dk.

Kvinden var alene i bilen, da den hun forulykkede.

Det kraftige snevejr har været til stor gene for bilisterne i området, og hos Sydsjællands og Lolland-Falster Politi er man lettede over, at den kraftige snefygning har ramt en søndag med let trafik.

Og på grund af vejret er der sket yderligere tre ulykker uafhængigt af hinanden. Alle på E47 syd for København, skriver eb.dk.

Politiet har sendt alt disponibelt mandskab afsted til ulykkerne. Motorvejen er spærret flere steder, hvor redningsarbejdet netop nu er i gang.

- Det er for tidligt at sige noget om, hvor mange personer der er involverede i ulykkerne, og hvilken tilstand de er i. Der er totalt kaos dernede, og vi advarer netop nu folk mod det glatte føre, fortæller Sydsjællands og Lolland-Falster Politi til eb.dk.

Dagens Gossip