Vejret spolerer VM for dansk favorit

Det er ikke bare Giro d'Italia og andre tohjulede løb, der må slå knuder på sig selv, for at komme uden om det kolde, europæiske forårsvejr. Sne, regn og kulde koster nu en dansk guldfavorit i triatlonsporten.

Ved weekendens VM i langdistancetriatlon i Belfort, Frankrig, er svømmeturen aflyst på grund af kulde og erstattet af en indledende løbetur. Samtidig er cykeldelen blevet forkortet på grund af sne på toppen af bjerget. Både svømningen og cyklingen er danske Camilla Pedersens stærke sider, og på grund af ændringerne går hun fra storfavorit til underdog.

- Det er sæsonens første hovedmål og jeg er klar! Men vandet er for koldt, det regner, og der er mulighed for sne på toppen af bjerget, skriver Esbjerg-pigen på facebook.

- Jeg er selvfølgelig mega ærgerlig, men der er ingen grund til at spilde energi på noget, man ikke kan ændre alligevel, så jeg ser det som en udfordring og en ny oplevelse, skriver den danske triatlet, der plejer at grundlægge sine sejre ved hjælp af en lynhurtig svømmetur og udbygge forspringet ved en kraftfuld cykling.

Vejret koster også deltagelsen for en anden af de danske piger, der plejer at brillere i vandet og på cyklen. Landstræneren har i stedet sendt Michelle Vesterby fra Odense hjem, der i foråret har været plaget af to brækkede ribben.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at jeg ikke stiller til start på lørdag, da formen helt sikkert er på vej tilbage. Men duathlon ligger bare ikke til mig. Jeg er ikke hurtig nok på den første del af løbet til, at jeg kan blande mig i toppen, og med den optakt jeg har haft op til stævnet, så bebrejder jeg ikke landstræneren, siger Michelle Vesterby i en pressemeddelelse.

I stedet for VM i Frankrig deltager hun søndag i danmarksmesterskabet i sprint-triatlon, der foregår ved Bastrup Sø ved Farum.

Dagens Gossip

Dagens TV