Velbekomme: Ældre får vakuumpakket mad til en uge ad gangen

Duften af frisklavet mad, som Ældrekommissionen sidste år talte varmt for i sine anbefalinger, er noget politikerne hele tiden taler om.

Men i den virkelige verden bliver stadigt mere ældremad fremstillet i kæmpe centralkøkkener og leveret som frost- eller kølemad, skriver Politiken.

- Omlægningen til produktion i store centralkøkkener, der laver vakuumpakket eller frostmad til en eller to uger ad gangen, bliver solgt ind til borgerne som at de får friere og større menuvalg.

- Det skal så kompensere for, at de får gammel mad, siger direktør Anne-Birgitte Agger for Københavns Madhus, som arbejder med bedre kvalitet i kommunens offentlige måltider.

Allerede i dag er det kun godt hver femte kommune eller 22 procent, der leverer et dagligt varmt eller opvarmet måltid til hjemmeboende ældre, viser Politikens rundspørge til alle kommunernes ældreråd, hvor 88 ud ad 98 ældreråd har svaret.

55 procent leverer nedkølet og vakuumpakket mad til op mod en uge ad gangen, mens 28 procent sender maden ud som dybfrost.

- Man prioriterer i kommunerne, og det er billigere at lave maden ét sted og sende den rundt i plastikbøtter, siger ældreordfører for Venstre Anne-Mette Winther Christiansen.

Der er store pengebeløb at spare for landets trængte kommuner, hvis de bygger kæmpe centralkøkkener, der kan levere ældremaden på frost eller køl, viser en analyse, som Kommunernes Landsforening har bestilt hos Deloitte.

- Man kan spare op mod 50 procent af sine udgifter simpelthen ved at øge det antal enheder, man producerer i døgnet, siger seniormanager i Deloitte Ulrik Bro Muller til Politiken.

Ifølge Deloitte bruger danske kommuner 2,1 milliarder kroner på madservice til ældre, og det beløb kan altså næsten halveres, hvis man tænker stort.

Men mad i plastikbakke fremmer ikke appetitten og kan derfor hurtigt koste mange penge i form af hyppigere indlæggelser, fordi et stort problem for mange ældre er, at de spiser for lidt.

- Mange ældre borgere er i risiko for at være fejl- eller underernærede. Det ser vi desværre ofte, når ældre bliver indlagt på hospitalet eller visiteret til plejehjem, siger mad- og måltidskonsulent Karina Kyhn Andersen fra Kost- og Ernæringsforbundet, til Politiken.

/ritzau/

Hvad mener du? Sørger vi for en tilstrækkelig god mad til de ældre medborgere?

Dagens Gossip