Velgørenhedsaften gav 150.000 til børneafdelingen på Kolding Sygehus

Godt 300.000 kr. blev overskuddet, da en arbejdsgruppe bestående af billedkunstneren Eva Johnsen, indehaveren af Shopping-Bazar, Dorthe Johannsen, og formanden for foreningen Hospitalsklovne Kolding, Geert Madsen, stod bag et velgørenhedsarrangement på Hotel Koldigfjord.

På forhånd lå det fast, at aftenens overskud skal deles ligeligt mellem hospitalsklovnene og andre børneprojekter i Trekantområdet. Det betyder, at der er 150.000 kroner til klovneordningen på børneafdelingen på Kolding Sygehus og 150.000 kr. til andre projekter.

Det var tredje år i træk, arbejdsgruppen stod bag en velgørenhedsaften, og år for år er overskuddet vokset fra 135.000 kroner i 2011, til 200.000 kroner i 2012 og nu til 300.000 kroner i 2013.

- Det var en fantastisk aften, som på alle måder overgik vores vildeste forventninger. Så der er grund til at sige tak til de mange, som på forskellig vis bakkede op, lyder der samstemmende fra Eva Johnsen, Dorthe Johannsen og Geert Madsen.

De mødes inden længe for at beslutte, hvilke projekter i Trekantområder, der skal tilgodeses med et beløb. På forhånd har de modtaget syv ansøgninger.

En væsentlig årsag til det store overskud er, at en af aftenens højdepunkter – en auktion over en række donerede effekter – alene gav et overskud på 271.000 kroner. Det skyldes ikke mindst en særdeles veloplagt borgmester Jørn Pedersen i rollen som auktionarius. Han formåede at skabe den helt rette stemning, som var med til at gæsterne ikke holdt sig tilbage med at komme med gode økonomiske bud.

Nævnes skal også, at City Singler i den grad var med til at sætte stemningen i vejret. Trine Gadeberg, Kaya Brüel, Sofie Lassen-Kahlke og Anne Louise Hassing fik med deres show de 200 gæster stemningen på kogepunktet efterfulgt af stående ovation.

- At afvikle sådan en velgørenhedsaften kan kun lade sig gøre med de rette samarbejdspartnere. Først og fremmest må direktør Peder J. Madsen og hans personale på Hotel Koldingfjord fremhæves. Deres indsats var enestående og fortæller alt om, at de har hjertet på rette sted, siger arbejdsgruppens medlemmer.

Dagens Gossip