Veluddannede spiser mindre medicin end ufaglærte

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Folk med en højere uddannelse spiser mindre medicin for hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge end folk, der ikke har gået lang tid i skole. Men folk med en høj uddannelse søger oftere hjælp i pilleglasset, når det gælder medicin mod angst og søvnbesvær.

Det viser en analyse af danskernes medicinindtag, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet.

- En mulig forklaring kan være, at folk med en mellemlang uddannelse besidder job, som kan være svære at slippe, når man går hjem og derfor har behov for eksempelvis sovemedicin, vurderer AE-rådet i analysen.

Men ingen regler uden undtagelser. For ser man på, hvor mange af de ufaglærte i alderen 18-64 år, der også må ty til medicin mod angst og søvnbesvær, så topper denne gruppe med en andel på 7,4 procent, der har fået den type for medicin.

Og billedet går igen blandt landets pensionister - jo lavere uddannelse, desto større er chancen for, at vedkommende får en eller anden form for medicin.

Pensionister med en lang videregående uddannelse står for de laveste andele af indkøbene. Dog med den undtagelse, at også her er de bedst uddannede pensionister dem, der spiser mest medicin mod angst og søvnbesvær - nemlig 18,9 procent.

Det er pensionister med en lang videregående uddannelse bag sig, der topper listen - fulgt af ældre med en mellemlang videregående uddannelse, hvor 16,8 procent får medicin i denne kategori.

Men er man fortsat erhvervsaktiv, kan man også inddele medicinforbruget alt efter, hvilken a-kasse man er medlem af, viser analysen.

Er man eksempelvis medlem af a-kassen Akademikerne, er det kun hvert 20. medlem, der har købt antidepressive lægemidler, mens knap hver tiende medlem af Fag og Arbejde (FOA) har indløst recept på den type medicin.

/ritzau/