Ven i tykt og tyndt

Efter knapt seks og en halv times opslidende bjergridt med mål på Col d’Aubisque, stod det ret klart, at Alberto Contador havde tabt kampen om den gule trøje til etapevinder Michael Rasmussen. Men værelseskammeraten kom med en nyhed om danskerens fratagelse af den gule trøje, som de fleste danskere kender til hudløshed i dag.

Budbringeren på værelset bag den stenklædte facade på luksushotellet i Pau var Benjamin Noval. Seks år senere, er den robuste hjælperytter fra Asturien stadig en af de personer, der er sidst i køen, når der siges godnat til Saxo-Tinkoffs kaptajn efter en Tour-etape. Hvor Contador cykler, der cykler Noval også.

Men den 34-årige hjælperytter med de store øjne og den tavse mund er langt fra respekteret i anmeldelserne trods sit loyale slid ved verdensstjernes side. Han er med fordi, Alberto Contador vil have sin ven med. Ikke fordi, han kan trække læsset på hverken en holdtidskørsel eller den første stigning, lyder det. Og så er han for tyk. Contador ved det endda godt selv, skriger det i stereo fra kommentarfelter.

Benjamin Noval har hørt kritikken, der igen blussede op, da han blev foretrukket til Tour de France frem for danske ryttere som Nicki Sørensen og Michael Mørkøv.

- Jeg kan godt forstå kritikken, hvis folk siger, at jeg ikke er lige så god som dem i bjergene eller på en holdtidskørsel. Men det er ikke mit job, siger han.

Benjamin Noval skal tage vinden for Alberto Contador, placere ham rigtigt i feltet for at undgå styrt og give ham den ro, som kun en trofast ven og jagtmakker kan gøre det. Dem der har oplevet Saxo-Tinkoffs sociale væsen under et Tour de France kan berette, at Benjamin Noval er den bedste af alle til at bringe ro til kaptajnen. Tyk eller ej.

- Jeg har været sammen med ham i syv år. Jeg ved, hvordan han gerne vil have det, og jeg har altid gjort det job rigtig godt, siger Benjamin Noval i sit forsvar. Formen er han også godt tilfreds med.

Selviscenesættelse er ellers ikke en specialitet for en mand, vis arbejde foregår på de kilometer, hvor der ikke findes et kamera. Det er yderst sjældent, at Benjamin Noval tager overskrifterne, som han gjorde den 5. oktober for to år siden. Noval blev anholdt for i strid med reglerne at jage og skyde en hjort Laviana-skoven nær sit hjem i det nordlige Spanien. Lovovertrædelsen blev takseret til en bøde på 90.000 kroner og en 10-årig fratagelse af jagttegnet.

To dage senere var Benjamin Noval med til sin jagtmakker Alberto Contadors bryllup i Pinto. Alberto Contador havde forsvaret sin trofaste ven.

Men det er ikke kun en fælles interesse for jagt, der binder de to spaniere sammen. Også træneren José Pepe Martí har været fælles omdrejningspunkt for Contador og Noval. Den tidligere US Postal-træner står i dag til livstidskarantæne for at være leverandør af EPO, hormoner og kortison til blandt andet det Discovery Channel-hold, som Alberto Contador og Benjamin Noval kørte for i 2007.

Det var her båndet mellem de to for alvor blev bundet. Benjamin Noval måtte grædende trille over stregen som den sidste US Postal-rytter under holdtidskørslen i 2004-udgaven af Tour de France. Det var netop i den disciplin, at sportsdirektør Johan Bruyneel havde set hans forcer, men den dag var Noval ikke nået i mål, da holdkammeraterne fejrede sejren. Lance Armstrong forsøgte at trøste ham.

Men fra den dag var Noval ikke andet end hjælperytter. Bruyneel parrede ham med det spanske stjernefrø Alberto Contador. Fra da boede de altid sammen på hoteller under løb. Men i 2009 var tilliden til Benjamin Noval forsvundet hos holdkaptajn Lance Armstrong og Johan Bruyneel, der nu udgjorde magtbasen hos Team Astana. Noval var hverken dygtig nok eller god indflydelse på Alberto Contador, lød deres dom. Alberto Contador vandt det Tour de France, men tilgav, ifølge rygterne, aldrig beslutningen om at lade Benjamin Noval blive hjemme.

Under Bjarne Riis’ lederskab har Alberto Contador aldrig haft gensyn med den skuffelse.

Benjamin Noval fik altså kun en kort karriere i forfølgelse af egne ambitioner hos kontinental-holdet Relax, efter spanske iagttagere for første gang stiftede bekendtskab med ham som junior-rytter under VM i San Sebastian i 1997. Beskrivelsen var høj, stærk, mistænksomme øjne og en mund af få ord.

De kvaliteter som Alberto Contador stadig vægter så højt.

Dagens Gossip