Ven så familiefar styrte i døden på sin polterabend

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Den 37-årige familiefar Glenn Mensel fra Kolding styrtede i døden på sin egen polterabend for øjnene af flere venner og øjenvidner på Flyvestation Skrydstrup ved Vojens.

Det kom frem onsdag ved Retten i Sønderborg, hvor flere personer vidnede om de skæbnesvangre sekunder, hvor et fly styrtede ned 24. marts 2012.

- Bedømt ud fra bygningerne synes jeg, at flyet ligger noget lavt. Det er på vej hen mod mig og laver så et 360 graders "rul". Flyet begynder at vende lidt nedad, og jeg kan se, det ender galt, fortæller et øjenvidne i retten.

Flystyrtet kostede en 37-årig familiefar livet, mens den 44-årige pilot overlevede flystyrtet. Piloten står nu tiltalt for uagtsomt manddrab og flere brud på luftfartsloven.

Reglerne for kunstflyvninger siger, at det skal foregå i 2000 fods højde, hvilket svarer til cirka 600 meter.

Arrangementet foregik ved en prøvetime, som man normalt ville få som introduktion, inden man begynder at tage et flyvecertifikat.

Formålet var dog ikke at påbegynde et flyvekursus, men at give den kommende brudgom en god oplevelse, hvorfor der var tale om en kunstflyvning med flere flotte manøvrer i luften.

Det forklarer et andet vidne, der er ven til både den nu afdøde familiefar og den tiltalte pilot.

- Vi havde ikke aftalt, hvordan flyvningen skulle være. Det skulle bare være en god oplevelse for ham, fortæller han.

Flyet forulykkede, da det stødte ind i nogle træer i otte meters højde efter en såkaldt "wing-over" af en terminalbygning på Flyvestation Skrydstrup ved Vojens.

- Vi havde lavet lidt sjov med, at han skulle springe ud med faldskærm. Vi blev nødt til at udskyde flyvningen på grund af vejret, og vi overvejede at tage videre til næste punkt i programmet, men han (familiefaren, red.) ville meget gerne flyve, siger vennen.

Da flere af de andre polterabendsdeltagere tog videre ud for at klargøre næste arrangement, lovede vennen at filme flyveturen.

På et tidspunkt begynder flyet at pege ned ad, og vennen, der selv arbejder i flybranchen, fik også en dårlig fornemmelse.

- Min første tanke er, at der er noget galt. Jeg sænker kameraet og kan se, det her går galt. Flyet styrter i jorden 30-40 meter fra mig.

Filmen vil blive vist på et senere tidspunkt under retssagen.

Vennen, der også selv har fløjet mindre fly flere gange, vil ikke komme med et præcist bud på, hvor højt flyet lå, mens manøvrerne blev udført. Han mener dog ikke, at det var over de 2000 fod, som det burde være ifølge luftfartsloven.

/ritzau/