Vendsyssel misser førstepladsen med uafgjort

Skrevet af admin

30/09/2015

Mest læste i dag

Vendsyssel FF kunne med tre point have spillet sig op på førstepladsen i 1. division onsdag aften, men holdet missede chancen med 1-1 hjemme i topkampen mod AC Horsens.

Resultatet betyder, at Vendsyssel må nøjes med 19 point på andenpladsen - det samme som Lyngby, der har en bedre målscore. Begge hold har spillet 10 kampe ligesom Vejle Boldklub, der ligger på tredjepladsen med 18 point.

AC Horsens er nummer fire med 17 point. Tre hold rykker op i Alka Superligaen efter sæsonen.

Efter 17 minutter slog AC Horsens til, da Kjartan Finnbogason bragte udeholdet foran 1-0.

Det pressede hjemmeholdet, og Vendsyssel fik Patrick Bang Nielsen vist ud med direkte rødt kort efter en lille halv times spil for alt for voldsomt spil i en situation mod Conor O'Brien.

Herefter skulle Vendsyssel frem og jagte et resultat med ti mand mod et Horsens-hold, der spillede på resultatet.

I kampens døende sekunder lykkedes det alligevel for Jens Kristian Sørensen at sparke udligningen i mål.

I aftenens andet opgør i 1. division hentede Skive tiltrængte point i bunden med en 2-0-sejr hjemme over Fredericia. Udeholdet kunne ellers også være endt på 19 point i toppen af rækken med en sejr, men må i stedet nøjes med femtepladsen.

/ritzau/