Vendsyssel slår Horsens og topper 1. division

Vendsyssel FF fortsætter med at imponere i landets næstbedste fodboldrække, hvor træner Ove Christensens mandskab søndag slog AC Horsens.

Nordjyderne vandt den svære udekampe med 1-0 efter en scoring 10 minutter før pausen af Christian Overby.

Med sejren overtager Vendsyssel førstepladsen i 1. division fra Ove Christensens tidligere klub Viborg.

Den karismatiske træner har før sæsonen hentet en del forstærkninger med erfaring fra Superligaen. På målmandsposten er Jesper Christiansen hentet i OB, mens Hjalte Bo Nørregaard er kommet til fra AGF.

Derudover består holdet af flere velklingende navne som den svenske angriber Ken Fagerberg og offensivspilleren Jesper Blicher.

Vendsyssel FF har 13 point efter de fem første spillerunder. Viborg har to point færre på andenpladsen.

Der er tre point fra Viborg ned til AGF, der søndag vandt overbevisende med 5-1 på Gladsaxe Stadion over AB.

Hjemmeholdet fik ellers en kanonstart ved at bringe sig foran efter tre minutters spil, men AGF's nytilkomne Kim Aabech udlignede omgående, og derfra overtog aarhusianerne showet.

AB scorede selvmål til AGF-føring 2-1, inden Mate Vatsadze lavede sæsonmål nummer fem og seks, som bringer ham øverst på topscorerlisten i den næstbedste række. Stephan Petersen stod bag den sidste træffer.

Samme pointtal, otte, har en endnu en oprykningsbejler Lyngby, der måtte nøjes med 0-0 på hjemmebane mod Vejle.

Lyngby bliver i øvrigt næste mandskab, der skal prøve kræfter med Vendsyssel, når nordkøbenhavnerne gæster Nordjylland fredag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip