Venezuela beskylder oppositionen for at planlægge statskup

»Ansvaret ligger hos dem, der har opfordret til vold og ignoreret grundloven,« lød det fra en rasende Maduro i sin tale til nationen tirsdag ifølge Reuters.

»De planlægger et statskup,« sagde han.

Oppositionen har endnu ikke reageret på de konkrete beskyldninger vedrørende dødsofrene, men Capriles har gentagne gange opfordret til kun fredelige demonstrationer og siger, at regeringen selv er skyld i volden for at benægte opfordringen til omtælling.

Oppositionsleder Henrique Capriles har krævet en fuldstændig omtælling af stemmerne fra søndagens valg, efter de officielle resultater viste en meget smal sejr til Maduro.

Fortsætter de voldelige protester, kan det - trods Capriles’ opfordring til kun fredelige demonstrationer - være til skade for oppositionen. Statsligt tv har i høj grad vist billeder af brændende bygninger og maskerede demonstranter, der kaster sten mod regeringens sundhedsklinikker. Ifølge Maduro er det bevis på, at Capriles ønsker at gøre op med Chavez-æraens sociale programmer.

Maduro har senest afvist at tillade en stor gruppe oppositionstilhængere at marchere gennem Caracas onsdag. Gennemføres demonstrationen alligevel, kan det føre til yderligere sammenstød, advarer han.

»Det er tid til, at denne fascisme og intolerance mærker en fast hånd,« sagde han tirsdag ifølge Reuters.

Maduro, der oprindeligt sagde, at han var åben for en ny optælling, opfordrede samtidig sine tilhængere til at demonstrere hele ugen.

Maduro vandt med 50,8 procent af stemmerne mod Capriles’ 49 procent. Valgmyndighedens resultater viser, at Maduro vandt med 265.000 stemmer, mens kilder i oppositionen siger, at deres optælling viser, at Capriles har fået yderligere 300.000-400.000 stemmer, der er forsvundet i den officielle optælling.

»Vi vil ikke ignorere folkets vilje. Vi tror på, vi vandt... Vi ønsker at løse dette problem fredeligt,« sagde Capriles på et pressemøde.

Det nationale valgråd (CNE) har afvist at foretage en omtælling.

Dagens Gossip