Venezuela overvejer asyl til Snowden

»Vi har ikke modtaget en officiel ansøgning, men hvis vi gør, vil vi evaluere den, som vi forstår Ecuador også gør,« siger Maduro på stats-tv fra Haiti, hvor han er på officielt besøg.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, der er en af Venezuelas tætteste allierede siger, at han vil træffe en beslutning om Snowdens ansøgning, der »fuldt respekterer vores suverænitet«.

Snowden var angiveligt på vej til Ecuador, da han forlod Hong Kong og landede i Moskva søndag, men den russiske præsident Putin sagde, at han stadig var i transitområdet i den russiske lufthavn tirsdag, men fri til at rejse.

Correa lovede asyl til Wikileaks-grundlægger Julian Assange i august sidste år og lod ham søge tilflugt på landets ambassade i London for at undgå udlevering til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb.

Maduro, der blev håndplukket som arving til Hugo Chavez, blev erklæret vinder af det omstridte valg i april, og han deler sin forgængers foragt for Washington.

Gennem sin 14 år lange regeringstid kæmpede Chavez, der døde af kræft i marts, mod den amerikanske »imperialisme« og blev venner med USAs fjender Iran og Syrien.

Den tidligere it-tekniker Edward Snowden lækkede et stort antal hemmelige dokumenter, der afslørede amerikanske efterretningstjenesters omfattende overvågning, til flere medier og er nu sigtet og eftersøgt for spionage i USA.

Han dukkede op i Hong Kong, hvor han indrømmede at være kilden til de detaljerede oplysninger om amerikanske hackeroperationer mod Kina og andre lande.

USA har langet ud efter Rusland og Kina for at tilbageholde Snowden og har været i kontakt med flere unavngivne regeringer på den vestlige halvkugle og forlangt, at Snowden bliver forhindret i at rejse.

Caracas og Washington har ikke været på talefod siden 2010, og forholdet har været særdeles anspændt på trods af en olieeksport på 900.000 tønder olie dagligt til USA.

BNB/AFP

Dagens Gossip