Veninde skal i fængsel for at efterlade Minna i sump

Skrevet af admin

18/06/2014

Dagens topnyheder

Østre Landsret har skåret et halvt år af straffen til en 49-årig kvinde, som efterlod sin veninde Minna Dahl Michelsen i en sump, hvor hun led en langsom død.

Retten i Nykøbing Falster idømte kvinden halvandet års fængsel for at efterlade veninden i hjælpeløs tilstand, men nu har Østre Landsret altså sat straffen ned til ét års fængsel.

Det skriver TV2 Øst på sin hjemmeside.

I juli sidste år inviterede den 49-årige sin veninde, Minna Dahl Michelsen, med sig hjem til huset ved Fuglsang på Østlolland.

De besluttede at skyde genvej over strandengene ved Flintinge Å, men pludselig sad den 48-årige Minna uhjælpeligt fast i et hul på den sumpede eng. Veninden gik efter hjælp, men vendte aldrig tilbage.

I mellemtiden blev der iværksat en større eftersøgning efter den retarderede Minna, da hun ikke kom hjem til den institution i Nykøbing Falster, hvor hun boede.

Først da politiet efter fem dage henvendte sig til den 49-årige, fortalte hun, at hun havde efterladt Minna i sumpen.

Men da var det for sent. Minna var død, "formentlig som følge af dehydrering og varmepåvirkning", som det hedder i anklageskriftet.

I byretten forklarede den 49-årige, at hun var gået efter hjælp, men havde mødt et par mænd på en traktor. Hun spurgte, om de havde en cigaret og efterfølgende bød de hende også på øl.

Ifølge Ekstra Bladet forklarede hun, at hun havde fortalt mændene, at Minna sad fast, men at de ikke mente, at det var et problem. Senere samme dag tog hun til Hundige for at være sammen med sine børn.

Den 49-årige var ikke selv til stede i Østre Landsret, da hun mente, at hun var for syg til at dukke op. Men landsretten ville ikke godtage hendes lægeerklæring, og dermed var det alene strafudmålingen, som landsretten tog stilling til, skriver TV2 Øst.

/ritzau/