Venner: Det var en smuk og værdig afsked med Finn

Skrevet af admin

24/02/2015

Mest læste i dag

Værdig og smuk.

Sådan beskriver to af Finn Nørgaards venner bisættelsen af 55-årige Finn Nørgaard fra Grundtvigs Kirke i København.

- Det var en meget, meget smuk bisættelse. Finn var et af den slags mennesker, som alle ønsker som ven. Og bisættelsen viste også, at han har mange venner.

Det siger en af Finn Nørgaards venner gennem 25 år, Ole Mølgaard, da kisten i rustvognen langsomt er kørt fra Grundtvigs Kirke.

Filminstruktøren blev skudt og dræbt lørdag eftermiddag 14. februar i forbindelse med et debatarrangement i Krudttønden på Østerbro.

- Finn var et godt, sjovt og tænksomt menneske, og det kom til udtryk igennem taler fra venner, præsten og musikken, siger han.

Vennen Steffen Lüders kalder afskeden værdig.

- Det var en værdig afsked, vi fik taget med vores gode ven. Præsten holdt en smuk prædiken, hvor hun fortalte om Finn som menneske, og at det var vigtigt at holde fast i kærligheden og i de værdier, som Finn stod for.

Pia Kjærsgaard (DF), der som en af flere folketingspolitikere deltog i bisættelsen, kalder Finn Nørgaard en helt.

- Det var en smuk bisættelse, hvor man fik et sympatisk indtryk af Finn som person. Han var et åbent menneske, som bekymrede sig om andre.

- Finn var en helt, fordi han reagerede, som han gjorde uden for Krudttønden. Man kan kun gisne om, hvad der ville være sket, hvis ikke han havde brudt ud, siger Pia Kjærsgaard.

Det er angiveligt den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, der lørdag eftermiddag i forrige weekend skød og dræbte den 55-årige filmmand Finn Nørgaard.

Natten til søndag i forrige weekend fortsatte Omar Abdel Hamid El-Hussein tilsyneladende sit raseri i Københavns indre by, da han gik skød og dræbte Dan Uzan, der holdt vagt ved synagogen i Krystalgade.

Omar Abdel Hamid El-Hussein blev selv skudt og dræbt af politiet søndag morgen i Københavns nordvestkvarter.

/ritzau/