Vennerne raser på Facebook: Hvorfor skal Owen og hans mor udvises fra Danmark?

Skrevet af Ronja Ryde

25/10/2014

Dagens topnyheder

Abigail Yeboah Joseph har boet i Danmark i syv år. Hendes to-årige søn, Owen, har boet har boet i Danmark hele sit liv, og snakker kun dansk.

Men nu har de de to fået at vide, at de ikke længere har ret til at opholde sig i landet. Om få dage skal de være ude.

- Det føles meget ubehageligt. Jeg får helt ondt i maven, og jeg kan ikke sove. Politiet kan jo banke på min dør når som helst, siger en fortvivlet Abigail Joseph til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Far og søn må blive - men mor og søskende skal forlade Danmark

I de syv år, hun har boet i Danmark, har den ghanesiske kvinde gået på flere sprogkurser, og hun er netop blevet færdig med sin uddannelse på et Rudolf Steiner-børnehaveseminar.

"Abigail klarede sin eksamen til UG og slange, og havde allerede sikret sig fast fuldtidsarbejde inden sommerferien var slut. Alt hvad immigrationsmyndighederne forlanger, har hun gjort… og mere til”

Sådan skriver Abigail Josephs veninde og studiekammerat, Kirsten Hall, på Facebook i et opslag, der i skrivende stund er blevet delt over 5300 gange på få dage.

Sideløbende har vennerne oprettet Facebook-siden “Lad 2-årige Owen og hans mor blive i Danmark”, hvor 2053 personer allerede har trykket ‘synes godt om’. Desuden har 2416 været inde og deltage i en underskriftindsamling for Abigail Joseph og hendes lille søn.

LÆS OGSÅ: Nu er Ronny alenefar: Psykisk syg mor tvunget til at forlade spædbarn i Danmark

Abigail Joseph selv er uforstående over for, hvorfor hun ikke længere må være den dansker, hun efter syv år i landet føler sig som.

- Jeg hører jo hele tiden i nyhederne, at det er integration, der skal til, hvis man gerne vil have opholdstilladelse. Man skal integrere sig og blive uddannet. Det synes jeg, jeg har gjort. Jeg lever mit liv her nu, og det samme gør min søn, siger Abigail Joseph til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Im-loven hjælper udlændinge på stribe

Som begrundelse for den pludselige besked om udvisning har hun fået at vide, at hendes Rudolf Steiner-uddannelse ikke er ‘professionel nok til at få et arbejde’, fortæller hun.

- Det, synes jeg, er lidt mærkeligt, for jeg har jo fået et arbejde, siger Abigail Joseph.

Myndighederne har nu konfiskeret hendes og sønnens pas og advaret hende om, at hun bliver udvist en af de nærmeste dage.

Mens hun har boet i Danmark, er hun blevet gift med en ghanesisk mand, som i mellemtiden har fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse. Manden opholder sig nu i Sverige, og håber på at vende tilbage til Danmark, fortæller Abigail Joseph.

LÆS OGSÅ: Venner kæmpede for 11-årige Jasmin: Nu er hun udvist til Afghanistan

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv, hvis jeg skal rejse til Ghana. Min mor er rejst til USA, mens jeg har været i Danmark, så jeg har ikke rigtig noget at vende hjem til, og ingen steder at bo, siger hun.

Dagens.dk arbejder lige nu på at få en kommentar fra Udlændingestyrelsen til Abigail Josephs sag.