Venstre åben for udlicitering af sundhedsopgaver

Det mener Danske Regioner, der advarer mod, at det offentlige ikke kan løfte den opgave alene. I Venstre vil man gå skridtet videre. Her opfordrer man til at udlicitere hele sundhedsopgaver til privathospitalerne.

»Vi mener, man bør være åbne over for at udlicitere specifikke opgaver til det private. Vi ved jo fra regionerne, at når man køber eksempelvis MR-scanninger i privat regi, så kan man få det til 70 til 80 procent af, hvad det ville koste, hvis det offentlige skulle tage sig af det,« siger Sophie Løhde (V).

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har før afvist at udlicitere sundhedsydelser til privathospitaler. Hun forventer ikke, at det bliver nødvendigt at trække mere på de private aktører, end man allerede gør.

Udredningsretten har i lang tid været en mærkesag for regeringen, hvor man har ønsket at rette op på problemer med ventetider på over hele og halve år. De seneste år har patienter nemlig oplevet at blive sendt fra læge til læge og fra hospital til hospital, før de har fået den diagnose, som er afgørende for at indlede en virksom behandling.

I Venstre ærgrer man sig over regeringens indstilling og modstand mod privathospitaler. Omvendt ønsker man at kvittere for Danske Regioners indstilling.

»Det er positivt, at regionerne tilsyneladende er villig til at trodse regeringen og se fordomsfrit på øget offentligt og privat samarbejde på det her område. Det er afgørende, at man bekæmper ventelister i stedet for at være optaget af at bekæmpe privathospitaler,« siger Sophie Løhde.

Dagens Gossip