Venstre afviser blå bloks beskyldning om slingrekurs

Men hos Venstre afviser man kritikken, ligesom man sætter en tyk streg under, at der ikke er tale om løftebrud. For løftebrud er noget, regeringen praktiserer, siger partiets politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V).

»Der er en ret stor forskel på, om man går til valg på et valgprogram, hvor man siger, »det her vil vi gøre efter valget«, og så gør man det modsatte, eller om der er tale om nogle ting, hvor enten partiet eller virkeligheden udvikler sig på en måde, hvor man er nødt til at forholde sig til det,« siger hun.

Samme holdning finder man hos tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). I Politiken, der fredag bringer historien om de borgerlige partiers kritik af Venstres kurs, afviser han snak om løftebrud.

»Ting udvikler sig jo. For os er det afgørende at forholde os til verden, som den ser ud, efter at vi har haft en rød regering i to år. Så ændrer problemstillingerne sig jo,« siger han.

Han understreger, at Venstre i god tid melder ud, hvis der er ændringer i partiets politik, og den udlægning støtter Ellen Trane Nørby.

»Vi har været meget åbne om den bevægelse, der har været, og det, mener jeg, er en væsentlig forskel,« siger hun.

Kritikken af Venstre kommer blandt andet fra Dansk Folkeparti:

»Venstre har – ligesom regeringspartierne helt markant ændret politik siden folketingsvalget. Problemet er, at en del vælgere får et billede af, at det er ligegyldigt, hvad politikere siger, for de mener nok noget andet om 14 dage«, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) til Politiken, hvor også de Konservative og Liberal Alliance peger på holdningsskifter.

Avisens gennemgang af Venstres standpunkter gennem de seneste par år viser, at partiet på en stribe punkter har indtaget nye positioner, hvis ikke helt modsatte synspunkter end før valget i 2011.

Ellen Trane understreger, at der skal være plads til, at partier ændrer holdning.

»Det ville være synd for vælgerne, hvis man ikke kunne have politiske partier, som følger med tiden, fordi man altid fire år frem i tiden skal kunne forudsige alle begivenheder,« siger hun.

Dagens Gossip