Venstre afviser at spille hasard med københavnernes økonomi

»Vores forslag til ændringer af budgetaftalen går ud på at lade nogle af de surt optjente skattekroner blive ude hos københavnerne og de københavnske virksomheder. I dag opkræver vi flere penge, end vi har brug for, og vi synes, at det er vigtigere, at københavnerne får lov til at beholde pengene, end at de ligger og bugner i kommunekassen,« siger kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V).

Hun peger på, at København har et »stort uudnyttet potentiale«, som skal være med til at finansiere skattelettelserne. Ifølge kulturborgmesteren har et udspil fra Dansk Industri tidligere vist, at København kan spare 350 millioner kroner, hvis man gør som de ti mest effektive kommuner i Danmark.

Tidligere torsdag kritiserede Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), Venstre og Konservative i Københavns Borgerrepræsentation for at »spille hasard med Københavns økonomi«.

»Pengene passer ikke i VKs budgetudspil. Det er ren casino-økonomi, hvor man gambler med Københavns stærke økonomi. Man deler penge ud til højre og venstre med den ene hånd og sænker skatterne på både indkomst og boliger med den anden. Der mangler over 400 millioner kroner i VKs regnestykke. Jeg synes, københavnerne har krav på at få besked om, hvor pengene skal komme fra,« sagde Frank Jensen

Den udmelding giver Pia Allerslev dog ikke meget for:

»Det er noget vås, når Frank Jensen prøver at skabe skræmmekampagner om, at vi er uansvarlige. Jeg synes faktisk, at vi er mere ansvarlige end Socialdemokraterne, fordi vi prøver at bruge pengene så effektivt som muligt. Og de penge, som vi ikke bruger, giver vi tilbage til københavnerne. Vi har ikke et stort behov for at være med til at finansiere billige boliger over skattebilletten, og vi er heller ikke interesserede i at lave billige bycykler eller blinkende bænke, som et flertal er fortalere for,« siger hun.

Budgetaftalen for 2014 er indgået af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, de Radikale og Dansk Folkeparti. Borgerrepræsentationen mødes torsdag aften for at stemme om den.

Dagens Gossip

Dagens TV