Venstre anerkender ikke nulvækstberegninger

»Tallene er fabrikeret af socialdemokraternes regnemaskine, hvor både Jesper Petersen (S) og Magnus Heunicke (S) har sæde i rådet. Det har intet med Venstres politik at gøre. Regeringen vil gøre verdens største offentlige sektor større. Venstre vil sikre flere private arbejdspladser. Det er forudsætningen for fremtidens velfærd,« siger Kristian Jensen i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Beregningerne fra AE viser, at konsekvenserne af Venstres ønskede nulvækst vil være en beskæring af 24.200 offentligt ansattes stillinger, skriver Ugebrevet A4.

A4 erfarer ud fra Erhvervsrådets beregninger, at det med Venstres foreslåede fredning af sundheds-, uddannelses- og ældreplejeområdet særligt vil være politi- og militærfolk, der kan blive hårdt ramt af nulvæksten. Beregningerne viser, at politiet i 2020 vil have 900 færre folk og militæret 1.600 færre, hvis nulvæksten gennemføres.

»Det er vores politik at fortsætte en ansvarlig reformkurs, sikre danske arbejdspladser og vi skal sørge for, at det kan betale sig at arbejde for både rengøringshjælpen, produktionsmedarbejderen og SOSU-assistenten,« siger Kristian Jensen.

De nye tal fra AE får torsdag endnu en gang Socialdemokraterne til at efterlyse Venstres plan for, hvordan man vil undgå fyringer som følge af nulvæksten.

»Det er første gang, at vi kan se konsekvensen fra Venstres nulvækst på de enkelte velfærdsområder. Og der kan vi se sort på hvidt, at tallene viser, at det ikke passer, hvis Venstre siger, at man kan ændre nulvækst uden, at det kan mærkes,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke.

Dagens Gossip