Venstre-borgmestre støtter Thorning

En stribe Venstre-borgmestre går i fredagens udgave af Jyllands-Posten ud med rosende ord til regeringens dagpengeløsning, der spænder et sikkerhedsnet ud under tusindvis af danske arbejdsløse.

Det gælder blandt andre Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), der bruger ord såsom "glædeligt" til at beskrive redningsplanken til de udfaldstruede dagpengemodtagere.

- Hvis ikke, der var kommet en hjælpende hånd, ville der være borgere, som nok var nødt til at flytte fra hus og hjem. Og så ville der komme endnu flere sociale problemer på Langeland, siger han til Jyllands-Posten.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen har kritiseret statsministerens dagpengeudspil og kaldt det en "lappeløsning".

Mogens Gade, Venstreborgmester i Jammerbugt Kommune, er enig i, at man "ikke kan blive ved med at lappe", men tilføjer:

- En gang imellem er man nødt til at handle pragmatisk i forhold til virkeligheden, siger han ifølge Jyllands-Posten.

- Dette er en nødløsning, og den nødløsning er i orden. Ellers vil de sociale følger være katastrofale, tilføjer han.

Rebilds borgmester, Anny Winther (V), og Fredericias borgmester, Kenny Bruun Olsen (V), peger også på fornuften i regeringens indgreb. Ellers risikerede man tvangsauktioner og familier i økonomisk opløsning, lyder det.

/ritzau/

 

Dagens Gossip