Venstre: DanAdopt skal miste deres bevilling

Det stærkt kritiserede adoptionsselskab DanAdopts uvidenhed om mellemmænd i Etiopien, der bruges til at lokke forældre til at bortadoptere deres børn, bør få konsekvenser, mener Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo.

Først efter 21 Søndags afsløringer af de såkaldte børnehøstere har specialkonsulent i DanAdopt, Mette Garnæs, hørt om fænomenet, rapporterer DR Nyheder.

Socialministeriet har allerede lukket ned for DanAdopts aktiviteter i Etiopien, men det er ikke nok, mener socialordfører for Venstre, Eyvind Vesselbo.

- På grund af at de mangler på viden, som DanAdopt siger, de har, så mener jeg, at de ikke skal være adoptionsfirma længere. Socialministeren skal suspendere deres bevilling indtil videre, og så må vi se, hvad vi skal gøre med det her, siger han til DR Nyheder.

Medlem af socialudvalget for Enhedslisten, Pernille Skipper, finder det "ubegribeligt", at DanAdopt aldrig har hørt om børnehøstere før.

Folketingets partier er indkaldt til møde i næste uge med socialministeren, og der kan man også drøfte, om det er nødvendigt at lukke yderlige ned for DanAdopts arbejde, lyder det.

- Jeg kan slet ikke afvise, at man lukker helt ned for DanAdopt som formidler af adoptioner, siger Pernille Skipper til DR Nyheder.

- Men det er også kun en lappeløsning, fordi DanAdopt er ikke den eneste organisation, der fungerer på området, og vi har et behov for at fremtidssikre os mod, at det her ikke sker igen, fortsætter hun.

Pernille Skipper understreger, at Enhedslisten derfor ønsker et uafhængigt tilsyn med alle de organisationer, der formidler adoptioner til Danmark.

Socialminister Karen Hækkerup (S) afviser at lukke DanAdopts arbejde med adoption i andre lande, før der foreligger klare beviser på, at DanAdopt har fejlet andre steder.

- Jeg har ikke nogen grund til at stoppe for adoptionen fra andre lande, men jeg har bedt DanAdopt om at lave en redegørelse for, hvordan deres organisering er i samtlige øvrige lande, siger hun til DR Nyheder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip