Venstre: Der er god grund til at ryste i bukserne

»Jeg er forundrer over, at regeringen siger sådan. Jeg synes, det er en meget farlig værkstøjskasse, regeringen kommer med. Der er givet nogle instrumenter, muligheder og værktøjer, som jeg slet ikke er i tvivl om, at regeringen på et eller andet tidspunkt vil aktivere,« siger Venstres klimaordfører, Lars Christian Lilleholt (V).

Det er en gruppe embedsmænd fra flere ministerier, der har udarbejdet kataloget med henblik på at reducere CO2-udledningen i Danmark med 40 procent i 2020.

Men ifølge Venstres klimaordfører, der har set en række af anbefalingerne, så rammer idéerne helt ved siden af skiven.

»Retningen er helt forkert. Det er den stik modsatte medicin af, hvad Danmark har brug for. Det her lægger op til nye skatter og afgifter. Fjernelse af befordringsfradraget og øgede afgifter på brændsel vil sammen med en lang række andre elementer sende nye regninger til dansk erhvervsliv og danske husstande. Det kommer til at koste titusindvis af danske arbejdspladser,« siger Lars Christian Lilleholt.

Spørgsmål: Men man nedsætter jo også kommissioner, hvor man ikke følger alle anbefalinger, og regeringen har allerede afvist flere af idéerne fra gruppen?

»Det er regeringen, der har bebudet, at man vil komme med en klimaplan med nogle forskellige elementer i, og det er dem, vi får præsenteret nu. Der er god grund til at ryste i bukserne både hos forbrugere og erhvervsliv med den værkstøjskasse, regeringen har præsenteret her,« siger Lars Christian Lilleholt.

Han understreger, at regeringens endelige klimaplan ikke kommer på plads med stemmer fra Venstre, hvis man følger anbefalingerne.

»Hvis det her udspil er noget, som regeringen har i sinde at gennemføre, så skal man ikke forvente, at det bliver med Venstre. Vi siger klart nej til øgede skatter og afgifter,« siger klimaordføreren.

Dagens Gossip