Venstre efter møde med Antorini: Der er nogle ret store knaster

Ifølge Venstres Karen Ellemann (V) er der ikke udsigt til snarlig enighed, når de tre borgerlige partier i den kommende tid skal forhandle indhold af reformen med regeringen.

»Vi kunne konstatere, at der er nogle ret store knaster i forhold til diskussionen om aktivitetstimerne, som vi desværre ikke er blevet klogere på endnu. Vi er bekymret for, at der ikke er et fagligt fokus i de timer,« siger Venstre-politikeren.

Netop aktivitetstimer har allerede udviklet sig til et af de store stridspunkter.

Ifølge regeringen skal timerne give eleverne en mere afvekslende skoledag, og de skal bruges på blandt andet leg, bevægelse og lektiehjælp. De borgerlige mener, de imidlertid skal have et »fagligt mål«, understreger Ellemann.

»Vi synes, det er afgørende, at der er fokus på det faglige indhold i timerne, og så kommer vi til at diskutere, hvordan man skal skabe rammer, hvor fagligheden er i fokus. Det er ikke noget, der bliver færdigt i denne uge,« siger hun.

Forligsparterne mødes igen tirsdag aften.

Dagens Gossip

Dagens TV