Venstre efterlyser en »mentalreform«

»Derfor har vi ikke bare behov for økonomiske reformer, men også en mentalreform. Vi har simpelthen ikke råd til, at de - som egentligt godt kan, men ikke gider - lader alle andre om at betale regningerne. Vi skal stille krav til os selv og til hinanden, for ellers forsvinder fællesskabets styrke i ligegyldighed og selvoptagethed,« sagde Ellen Trane Nørby, der også kaldte regeringens politik for »amoralens politik«.

»De lovede ét før valget og forsøger nu at dække sig ind under, at det desværre ikke kunne blive til noget, for ”nødvendighedens politik står i vejen - Finansministeriets lommeregner dikterer noget andet. Men ”nødvendigheden og Danmarks økonomiske udfordringer stod jo også lysende klart inden valget 2011, men der valgte S og SF ikke det nødvendige. Der valgte de det populære og det, som umiddelbart kunne skaffe stemmer,« sagde Ellen Trane Nørby.

Hun afsluttede sin tale med at læse forslaget til en politisk vedtagelse fra Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

I vedtagelsen - der er en opremsning af regeringens politiske resultater sort på hvidt og til slut i afslutningsdebatten skal vedtages eller forkastes - konstaterer de blå partier blandt andet, at regeringens kickstart er mislykkedes, at vækstprognoserne flere gange er nedjusteret, at beskæftigelsen er faldet, og at »der er brug for en ny kurs«.

Efter sin tale bombarderede Socialdemokraterne, SF, de Radikale og Enhedslistens politiske ordførere Ellen Trane Nørby med det samme, konkrete spørgsmål: Hvad er det, Venstre vil? Hvad vil Venstre gøre for at hjælpe de udfaldstruede dagpengemodtagere?

»I Venstre ønsker vi at sikre, at alle dem, der mangler et arbejde, får et arbejde,« lød svaret igen og igen fra Venstres politiske ordfører.

Afslutningsdebatten fortsætter hele dagen og aftenen.

Dagens Gossip

Dagens TV