Venstre er parat til at rykke skattelettelser frem

Det mener Venstres finansordfører, Peter Christensen (V), som dermed erklærer sig enig med overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der netop peger på fordelene ved at indfase skattereformens lettelser hurtigere.

»Er der rum i økonomien, så vil det klart understøtte jobskabelsen, at vi fremrykker de skattelettelser, vi overhovedet kan. Idet de er finansieret alle sammen på den lange bane, så er det kun den kortvarige finansiering, man skal finde, og derfor er det også en økonomisk billig måde at sætte gang i noget aktivitet på,« siger Peter Christensen.

De økonomiske vismænd har siden juni talt for en lempelse af finanspolitikken næste år. Men Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og de andre vismænd mener ikke, som det tidligere er blevet udlagt, at lempelsen nødvendigvis bør ske ved at øge det offentlige forbrug eller de offentlige investeringer. Skattelettelser er således også et brugbart instrument til lempelse af finanspolitikken.

I Information peger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen blandt andet på en fremrykning af optrapningen af beskæftigelsesfradraget som »en oplagt mulighed« i forhold til et element, der kan fremrykkes.

Peter Christensen kalder idéen om beskæftigelsesfradraget »et godt bud«, men han mener også, man bør rette fokus mod de ændrede regler for momsafregning for de små- og mellemstore virksomheder, som der ligeledes ligger en aftale om.

»Vi har besluttet at forbedre tidspunkterne for momsafregning, men da Finansministeriet vurderede, at der ikke er plads i økonomien, så kommer det først til at gælde fra 2015, og enhver kan se, at netop de virksomheder har brug for en håndsrækning nu og ikke først om halvandet år,« siger Peter Christensen.

Dagens Gossip