Venstre erobrer borgmesterpost i Silkeborg

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Venstremanden Steen Vindum bliver ny borgmester i Silkeborg, skriver Midtjyllands Avis på mja.dk.

Dermed må socialdemokraten Hanne Bæk Olsen aflevere borgmesterkæden til Venstre, der dermed tilbageerobrer posten efter 60 år.

Venstre gik ved kommunalvalget et mandat frem til 11 mandater. Sammen med Dansk Folkepartis tre mandater, De Konservatives to og Liberal Alliances ene mandat kan den borgerlige fløj mønstre 17 ud af byrådets 31 pladser.

Disse partier sikrer nu Steen Vindum borgmesterposten.

Den store taber ved valget i Silkeborg bliver ligesom mange andre steder SF, der går tilbage med fire mandater efter succesvalget i 2009, hvor partiet fordoblede sit mandattal. I denne omgang sidder SF tilbage med blot to.

Til gengæld er det lykkedes Enhedslisten at komme ind i byrådet med to mandater. Partiet havde ingen pladser før.

Derudover er der også blevet plads til både Liberal Alliance og De Radikale, der fik hver et mandat.

Heller ikke disse partier har været repræsenteret i byrådet de seneste fire år.

Ved sidste kommunalvalg skilte kun 121 stemmer kommunens røde og blå blok. Hanne Bæk Olsen kunne lige akkurat sikre sig det snævrest mulige flertal i samarbejde med SF og blev dermed kommunens første kvindelige borgmester.

/ritzau/