Venstre foreslår skattelettelser for fem milliarder kroner

Ifølge Venstres finansordfører, Peter Christensen (V), skal massive skattelettelser på fem milliarder kroner skabe flere arbejdspladser.

»Danmark har brug for, at der bliver skabt flere arbejdspladser, og derfor lægger vi et forslag til en finanslov frem, hvor vi kan skaffe fem milliarder kroner til at lette byrder for de danske virksomheder, så vi kan få ansat nogle flere mennesker,« siger Peter Christensen.

Pengene skal ifølge Venstre komme fra reformer - herunder en af beskæftigelsespolitikken - og ved at få landets kommuner og regioner til at sende flere offentlige opgaver i udbud. Det skal i sig selv give en milliard kroner, skriver dr.dk.

Venstre foreslår desuden, at størrelsen på den offentlige sektor skal holdes i ro.

»I de tider vi er i, og i den konkurrencesituation Danmark står i, så skal vi ikke lade verdens største offentlige sektor vokse, men i stedet fokusere på at fjerne nogle af de byrder, der er på danske virksomheder,« siger Peter Christensen ifølge dr.dk.

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen (S), forholder sig umiddelbart skeptisk til Venstres ønske om nulvækst i den offentlige sektor.

»Alle ved jo, at der bliver flere ældre, at der er flere unge, der skal have en uddannelse, og at vi fremover også skal råd til en mere effektiv og avanceret behandling på sygehusene, og det koster penge,« siger Jesper Petersen, der mener, at regeringen har fundet en balanceret tilgang, hvor der er lempet på personskatter og afgifter, samtidig med at der ifølge ordføreren er råd til en moderat vækst i det offentlige.

Regeringens støtteparti advarer regeringen mod at lave en finanslovsaftale med Venstre.

»Det vil være et kæmpe problem for vores velfærd,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), der fortsætter:

»Venstre og regeringen har jo allerede givet skattelettelser til de store danske virksomheder, og selv deres egne tal viser, at det kommer der stort set ikke arbejdspladser ud af. Til gengæld fjerner man midler fra velfærdsområdet, og derfor ender man med at lave en jobdræber frem for en jobskaber«.

Enhedslisten går til finanslovforhandlingerne med krav om at skabe flere arbejdspladser i både det private og offentlige, og om at styrke velfærden og sætte mere turbo på den grønne omstilling.

Jesper Petersen ville torsdag ikke kommentere, hvilket forslag der er mest attraktivt, skriver dr.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV