Venstre forlanger mere dannelse i ny kvalitetsreform

»Ministeren er meget klar på, at vi skal tilrettelægge vores uddannelser mod arbejdsmarkedet. Men her er det vigtigt at huske, at uddannelse også er dannelse. Den studerende skal opnå kompetencer både i forhold til arbejdsmarkedet, men også i forhold til livet. Når det kommer til dannelsesdelen, så svigter ministeren,« siger Venstres forsknings- og uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen (V).

Ifølge Morten Østergaard vil det være uklogt at pege på bestemte løsninger på nuværende tidspunkt. Men det køber man ikke i Venstre.

»Det havde klædt ministeren at komme med flere konkrete initiativer, når man lancerer så omfattende tilkendegivelser,« siger Esben Lunde Larsen og uddyber:

»Hvis man vil styrke kvaliteten kræver det, at bestyrelserne bliver mere klare i forhold til driften af universiteterne, når det gælder både udbud og mål med uddannelserne. Jeg mener, at bestyrelserne kan træde mere i karakter i forhold til kvaliteten af uddannelserne og hvad målet er med dem,« siger Esben Lunde Larsen.

Det er endnu uvist, hvornår forhandlingerne om den nye kvalitetsreform begynder.

Dagens Gossip