Venstre fortsætter tilbagegang: Rød blok i front

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Efter en fornuftig start har den seneste måned været hård for Danmarks eneste regeringsparti, Venstre.

Ifølge en meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, ligger Venstre nu til at opnå 17,3 procent af vælgernes gunst mod 20,4 procent for bare en måned siden.

Tilbagegangen hos Voxmeter ligger på linje med målinger fra andre institutter på det seneste, der ligeledes har peget på, at statsminister Lars Løkke Rasmussens regering har tabt terræn.

Og for første gang siden valget viser Voxmeters måling, at oppositionen ville opnå flertal, hvis der var valg i morgen.

Rød blok mønstrer 50,2 procent af de adspurgtes stemmer - svarende til 89 mandater - mod blå bloks 49,8 procent, der i øvrigt inkluderer Kristendemokraternes bidrag på 0,8 procent.

- Først og fremmest er det jo ikke særlig godt, siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, der blandt andet forklarer tilbagegangen således:

- Når man oplever et helt ekstraordinært flygtninge- og migrantpres på Danmark, så er der kun et sted, man kan lede sin frustration hen, og det er til dem, der har taget ansvaret, siger han.

- Men jeg tror, at det på den lange bane er den rigtige løsning for både Venstre og for Danmark, at man har en regering, der tør tage ansvar og arbejde for fælles europæiske løsninger.

- Den anden del af det hænger nok også sammen med, at vi har haft et personspørgsmål, og den slags sager giver altid udslag i meningsmålinger, siger han med henvisning til tidligere forsvarsminister Carl Holst' afgang i sidste uge.

En uge, der bød på en sand hvirvelvind af begivenheder på Christiansborg.

Først præsenterede regeringen sit finanslovsudspil. Oven i det gik daværende forsvarsminister Carl Holst af, inden Peter Christensen blev hentet ind fra privaten som ny minister.

Så lagde regeringen sin plan for udflytning af 4000 statslige arbejdspladser frem, inden turen kom til en kontanthjælpsreform.

- Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at regeringen i den forgangne uge kom med mange af de udspil, som vi gik til valg på. Og jeg har stor tiltro til, at når det begynder at handle mere om politik, så vil vælgerne også anerkende det, siger Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/